lørdag den 4. juli 2015

De søde kartofler hygger sig


Tænkte det var på tide at lave en lille opdatering på forsøget med søde kartofler. Jeg startede med, at sætte dem ud i drivhuset da maj måned har været temmelig kold. Her var der lunt og varmt, men bladende blev slatne og begyndte at blive gule, så jeg tog en hurtig beslutning og de blev flyttet ud på terrassen opad en sydvendt mur, hvor de kunne stå i læ.


Hurtigt begyndte bladende at vokse vildt og kraftigt, og man kan allerede se, hvordan de er begyndt at vokse ud over kanten. Jeg har besluttet, at jeg vil lade dem stå frem til slutningen af september, så kan de stadig nå at ligge 8 uger inden de forhåbentlig skal bruges.

For at gøre eksperimentet lidt sjovere, vil jeg for at se om det har nogen betydning for slutresultatet, begynde at give en af poserne gødning, en af dem Epsom Salt (også kaldt bittersalt) og den sidste vil jeg bare lade være.

Man kan næsten se hvordan bladende vokser som perler på en snor. Hvis man bor i et varmt klima, skulle man kunne plante sådan en stang oven på jorden og så dække den til med lidt ekstra jord, derved skulle man få nye kartofler uden at skulle fremspirer nye slips først. Kunne være et spændende forsøg.